EurObservER – Barometre for udviklingen af vedvarende energi
i EU

I samarbejde med flere andre europæiske energiaktører udvikler og offentliggør Ea Energianalyse fra og med januar 2011 barometre for udviklingen inden for de forskellige vedvarende energisektorer i de enkelte EU-medlemslande. De offentligt tilgængelige barometre indeholder de nyeste og mest opdaterede data for hver enkelt VE-sektor, socioøkonomiske data samt positive eksempler fra de enkelte medlemslande.

 

Ea Energianalyse er kommet med i projektet fra januar 2011 og vil levere data til de kommende barometre for at styrke projektets fokus på de nordiske lande. Ea Energianalyse har blandt andet til opgave at indhente informationer fra Danmark, Sverige og Finland.

 

Status for udviklingen i de enkelte VE-sektorer
Projektets formål er løbende at opdatere og dokumentere status inden for vedvarende energi i de enkelte EU-medlemslande for at synliggøre landenes udvikling mod opfyldelse af EU’s VE-direktiv. Projektet vil over tre år publicere 15 tematiske barometre, der opgør de mest opdaterede data og trends inden for otte vedvarende energisektorer (vindenergi, solceller, solvarme og solenergi, geotermiske varmepumper, biomasse, biogas, affald og biobrændstof) samt et årligt oversigtsbarometer, der gør status for udviklingen af alle vedvarende energisektorer i de enkelte medlemslande. Den samlede årsoversigt for 2010 er netop udkommet og kan downloades her.


Opfyldelse af VE-direktivets mål
Projektet skal understøtte opfyldelsen af EU’s mål for vedvarende energi gennem synliggørelse af VE-direktivets målsætninger og anvendelse af direktivets opgørelsesmetoder samt gennem udbredelse af barometrene inden for EU. Derudover vil projektet fremhæve ”best practice”-eksempler på forholdet mellem nationale politikker og regionale forhold.   


Projektet er støttet af ”Intelligent Energy – Europe” og udføres i samarbejde med franske Observ’ER, tyske  RENAC, hollandske ECN (Energy Center Netherlands), slovenske JSI (Jozef Stefan Institute) og polske IEO (Institute for Renewable Energies).

 

 

Opdateret 12.12.2011

Ea Energianalyse a/s Frederiksholms Kanal 4, 3. th.1220 København KDanmark Tel work88 70 70 83Fax 33 32 16 61

GEO: 55.675932, 12.575096