Ea Energianalyse deltog for nylig i det seneste møde i IEA Bioenergy-tasken Deployment of biogenic value chains and carbon management i Tyskland. Ea repræsenterer Danmark i tasken, som samler internationale eksperter, der arbejder med bæredygtige biomasseværdikæder, kaskadeudnyttelse af biomasse og håndtering af biogent kulstof, herunder BECCS og BECCU.
Ud over drøftelser af igangværende og fremtidigt arbejde bød mødet på et besøg på UPM’s bioraffinaderi i Leuna. UPM, der traditionelt er en skovbrugs-, pulp- og papirvirksomhed, investerer i nye måder at skabe produkter med højere værdi ud fra lignocelluloseholdig biomasse. Raffinaderiet bruger bøgetræ og savværksrester til at producere biobaserede kemikalier og materialer, der kan erstatte fossilbaserede alternativer.
Besøget satte også fokus på nogle af udfordringerne ved at bevæge sig mod en mere kulstofeffektiv udnyttelse af biomasse. Udviklingen af teknologien er kun en del af omstillingen: Der skal være egnede biomasseressourcer til rådighed, nye værdikæder skal etableres, og der skal udvikles markeder for biobaserede produkter. Her spiller politisk drevet efterspørgsel en særlig vigtig rolle.
Gennem vores arbejde i IEA Bioenergy bidrager Ea med dansk viden og erfaring til det internationale samarbejde og bringer samtidig nye perspektiver og udviklinger med hjem i vores arbejde i Danmark.