Energistyrelsen anvender fremskrivning af biomassepriser til forskellige interne analyser, bl.a. langsigtede analyser af energisystemets udvikling. Desuden udgiver Energistyrelsen publikationer med fremskrivning af biomassepriser.
Den nuværende fremskrivning baseres bl.a. på en model udviklet af Ea Energianalyse i 2013. Denne model var overordnet set baseret på en fremskrivning af globale råvarepriser for biomasse samt en beregning af omkostninger for transport af biomasse til Danmark. Indenfor de seneste år har Energistyrelsen justeret metoden, så aktuelle priser for biomasse i højere grad indgår i den langsigtede fremskrivning af priserne. Energistyrelsen har gennemført et arbejde med at opdatere videns- og modelgrundlaget for fremskrivning af biomassepriser med fokus på træflis, træpiller og halm.
I forbindelse med arbejdet bad Energistyrelsen Ea Energianalyse om støtte til at udbygge vidensgrundlaget, herunder undersøgelser af prisdrivende faktorer og biomasseprisfremskrivningsmodeller, som anvendes af andre aktører. Baseret på analysen gav Ea anbefalinger til videre arbejde med udvikling af Energistyrelsens metode til fremskrivning af biomasse-priser og til udvikling af deres biomasseprismodel.
Energistyrelsens nuværende prisfremskrivninger vedrører de faste biobrændsler halm, træflis og træpiller, der er de typer biomasse, der dominerer anvendelsen til energiformål i Danmark. Det var også fremskrivning af priser for disse tre typer biomasse, der havde fokus i analysen. Endvidere havde prisfremskrivningerne særligt fokus på udviklingen i priserne på 10-30 års sigt, og der var derfor fokus på de langsigtede ligevægtspriser i markederne, og ikke på kortsigtede prisudsving.
Projektet løb fra november 2023 til februar 2024.
Vi har lavet flere projekter i Tyrkiet. Læs mere om noget af vores arbejde her.