Som en del af NEPP (North European Energy Perspectives Project), ønskede Energiforsk støtte til modellering af, hvordan det svenske elsystem kan udvikles frem mod 2035 i en europæisk kontekst. Formålet var at skabe grundlag for analyser til “2035-projektet” med fokus på, hvordan energiforsyningen kan imødekomme stigende elbehov, især i lyset af store industriprojekter og samfundets grønne omstilling.
Energisystemmodelleringen blev gennemført af Ea som en ud af fire modelleringsgrupper, der også talte Chalmers, Profu og Quantified Carbon. Grupperne undersøgte udviklingen af Sveriges elforsyning frem til 2035 under to scenarier for elforbrug. Modelleringen tog også højde for udviklingen efter 2035, med og uden ny kernekraft. Grupperne anvendte en fælles scenariebeskrivelse og harmoniseret datasæt, men med visse forskelle i beregningsforudsætninger.
Resultaterne viser, at landbaseret vindkraft skal stå for størstedelen af ny elproduktion for at holde omkostningerne nede. Elpriserne forventes generelt at stige i Sverige, det gælder særligt Nordsverige, hvor efterspørgslen fra industrielle kunder kan stige markant. Gasturbiner har høj investeringsrisiko, men kan være nødvendige at sikre leveringssikkerheden i perioder med ekstremvejr. Vandkraftens rolle som fleksibel ressource bliver styrket, og den eksisterende atomkraft forventes fortsat at bidrage til basisproduktionen, mens nye anlæg først ventes etableret efter 2035.
Der peges også på behov for hurtigere tilladelsesprocesser til landvind, kraftige investeringer i elnet og øget fleksibilitet i forbruget for at sikre, at elproduktionen kan følge med industriens vækst.
Læs de 14 nedslag her, og find den fulde rapport på Energiforsks hjemmeside.
Projektet løb fra februar 2023 til slutningen af 2025.
Vi har lavet flere projekter i Tyrkiet. Læs mere om noget af vores arbejde her.
Vi har arbejdet med mange projekter i de nordiske lande. Se eksempler her.